Ford A, C2062 – vejen fra Nyby til Langå

Forord

Her er en kort gennemgang af Fordvognens livshistorie fra da bilen var ny og til den igen kom på landevejen i en alder af 89 år.

Den gamle Ford A er på besøg på gården, som bilens første ejer Theodor Larsen i sin tid ejede. Foto den 18. juli 2020.

Theodor Larsen, bilens første ejer. Født 1901, død 1970. Billeder er formodentlig fra midten af 1960-erne.

 

Da bilen var ny:

Theodor Larsen købte bilen fra ny af hos Holbæk Autolager, Smedelundsgade Holbæk. Bilen kostede 3200 kr. Et lille messingskilt med stelnummeret angiver navnet på forhandleren.

Vognen blev indregistreret den 16. april 1930

Toldattesten fra 1930

 

Gemt under mange lag maling blev disse rester af et klistermærke fundet. Klistermærket reklamerer ligeledes for Holbæk Autolager v. Axel Jensen & Otto Madsen, TLF. 1101, TLF. 1102.

Oplysninger om bilens første registreringsnummer på en i 1964 udstedt registreringsattest (Fra tiden på Vemmelev egnen).

 

Turen til Tyskland i 1936

I 1936 indviterede Theodor Larsen nogle venner med på en tur til Tyskland. Turen var ikke blot en tur til den nordlige del af Tyskland, men en tur langs Rhinen og den smukke Moseldal.

Undervejs blev byer som Bremen, Düsseldorf, Koblenz, Nürnberg og Berlin blevet besøgt. Ja, selv en afstikker til Luzern i Schweitz er det blevet til. I Güls sydvest for Koblenz blev Mosel krydset på en trækfærge.

Turen har været noget af en bedrift, da den skøndsmæssigt må have været på mere end 3000 km.

 

Trækfærge ved Güls 1936.

 

 

Bilen skifter Ejer

Theodor Larsen solgte i 1955 sin nu 25 år gamle bil til en Smedemester i Niløse for 3600 kr., hvilket morede ham meget, da han derved havde tjent 400 kr. på salget. Theodor Larsen købte efterfølgende en Ford Taunus (modellen med globus).

 

 

Motoren udskiftes

I 1959 blev motoren udskiftet med en tilsvarende motor årgang 1931. En motorudskiftning var på daværende tid en alvorlig sag, som krævede godkendelse hos myndighederne.

 

Tiden på Vemmelev egnen

Bilen er på et tidspunkt kommet til Vemmelev, hvor den i en tid har kørt hos Kreaturhandler Erik Hansen og har været registreret fra 30. september 1963 til 26. juni 1964 under EN 22.373.

Bilen bliver efterfølgende købt af Gartner Ole Petersen (Ole Blomkål) og omregistreret den 26. juni 1964 under EN 22.793.

 

Ole Petersen anvendte vognen til den daglige transport indtil vognen blev afmeldt på motorkontoret i Korsør den 9. september 1971.

Herefter henstod vognen i delvis adskilt tilstand de næste 41 år.

 

Tilbage til landevejen

Benjamin Olsen købte og transporterede bilen til Jylland den 29. september 2012. Bilen var på det tidspunkt næsten totalt adskilt, så der var mange dele at holde styr på. Benjamin Olsen har sammen med Morten Saxtorff efterfølgende restaureret bilen så den igen er kørerklar.

 Bilen transporteres til Jylland 29. september 2012.

 

Efter ca. 6,5 års restaureringsarbejde kunne bilen kører inspektion hos den lokale synshal den 19. februar 2019 hvor den blev synet og godkendt. Bilen er efterfølgende forsynet med historiske nummerplader med det oprindelige registreringsnummer C2062.

Læs mere om restaureringen her

 

Turen til Sjælland i 2020

I sommeren 2020 besøgte Fordvognen Holbæk og egnen omkring Nyby og Tølløse. Efter dette besøg gik turen mod København med Motel Wittrup som destination for overnatning indtil næste morgen.

På dag nr. 2 stod den på en tur ad den gamle hovedvej A1 fra Rådhuspladsen i København til Esbjerg. Turen blev gennemført på en enkelt dag med en samlet køretid på ca. 8 timer.

Der gøres holdt ved Motel Wittrup den 18. juli 2020.

 

Der gøres holdt ved Rådhuspladsen i København en tidlig søndag morgen den 19. juli 2020.

 

Sådan tager den gamle Lillebæltsbro fra 1935 sig ud set gennem forruden på en Ford A den 19. juli 2020.